LM i Vejen 2025

Skrevet af Frank Hahn / 30. marts 2025

Efter jeg blev konstateret Parkinson sygdom (PD) i 2020, og min krop begyndte at modarbejde mig mere og mere, besluttede jeg mig i oktober 2024 at starte med bordtennis igen – efter 41 års pause. Det er fordi jeg havde læst, at bordtennis skulle være en af de bedste idræt ift. at holde PD symptomerne ned. Siden har jeg spillet i holdturnering og deltaget i forskellige stævner.

Sidst deltog jeg i både LM for BAT60+ / Parkinson og LM for ”de unge, sund og raske” i Vejen fra den 12.3. – 16.3.2025. Det var fem dage med intensiv bordtennis i rap – og jeg har længe ikke følt mig så veltilpas i min krop som i denne periode.

Resultatmæssigt gik det lidt op og ned, men det lykkedes dog at få to LM titler med hjem. Sammen med Aase Wonsild vandt jeg Parkinson 2-mandshold konkurrencen i A rækken. Det var en stor overraskelse, efter der deltog spillere med langt højere rating end os, men vi arbejdede godt sammen, og når jeg tabte min single, vandt Aase hendes – og omvendt – og i den afgørende double var vi ikke til at slå!! Der profiterede jeg måske, at jeg som 8- til 13-årig har spillet rigtig meget double på højt niveau …

I de følgende single og double turneringer har jeg, lad os sige, lært meget, specielt at kampen ikke er vundet før sidste bold er spillet. Tre gange smed jeg det væk efter jeg knuste modstanderen i de to første set, var foran komfortabelt i tredje set – kun for at så tabe tredje set alligevel, og fjerde set, og femte sæt med…. Der skal arbejdes på ”killer-instinktet”, eller i hvert fald på det psykologiske aspekt. Specielt fordi mine PD-symptomer blusser vildt op, når jeg bliver nervøs eller usikker!

Søndag den 16.3. var så sidste dag med ”åben række”, hvor alle deltager blev delt op i tre niveauer. Og så, efter nogle små bump i starten, og bortset fra enkelte sæt hvor koncentrationen svigtede, spillede jeg som på skinner. Og jeg vandt alle kampe både i pulje spillet og i slutspillet. I kvartfinalen var det dog lige ved at gå galt, da jeg i de første to sæt ikke fik et ben til jorden. Så fik jeg nogle fif af træner Michel, og det lykkedes mig at få gejsten tilbage, og kæmpede mig til en sejr alligevel.

Efter fem begivenhedsrige dage i Vejen kørte jeg hjem med toget sammen med Michel… det blev en stille tur – vi var vist trætte begge to!

Tak for et super LMx2, og tak for alt det opbakning og venskab jeg oplever i RSU Ringkøbing.

Frank