Hovedsponsor for Rindum SU - Tumledag:

 

 

 

 

Årets første Tumledag og nyt gult tiltag

Af Camilla Jensen

Den fine gule solsikkeblomst fik I år en helt særlig plads på årets første Tumledag, som blev afholdt i ROFI-Centret, lørdag den 22. marts.

Som noget nyt, blev dørene åbnet 1 time før ordinær åbningstid kl. 10, hvor alle solsikkebørnene kunne få lov at boltre sig i lidt mere rolige omgivelser, inden det for alvor gik løs kl. 10. For solsikkebørn kan det være voldsomt, at deltage i en dag, som Tumledag, da de af den ene eller anden årsag, bliver mere stimuleret end andre børn.

Derfor blev det taget rigtig godt imod, at der nu er blevet gjort plads til, at de også kan få en rigtig hyggelig formiddag i en lidt mere rolig atmosfære.

Da klokken nærmerede sig 10, begyndte der så småt at være en summen ude foran døren indtil hallen. På trods af noget rigtig skønt, men blæsende, forårsvejr dukkede der rigtig mange børn og voksne op til en dejlig formiddag.

Som sædvanligt var der opstillet seje forhindringsbaner med diverse gymnastikredskaber, fede hoppeborge, oppustelig fodboldbane og snurretoppe samt hoppekøer til de mindste. Bordene blev hurtigt fyldt med børn og voksne, som var klar til en hyggelig formiddag med samvær, leg, rundstykker, juice, kaffe og kanelkage.

På trods af en hoppeborg, der mistede pusten undervejs i Tumledagen, var det bestemt ikke tilfældet for de mange fremmødte børn. Der var gang i den fra start til slut, og heldigvis livede hoppeborgen også op til dåd ret hurtigt igen.

Da formiddagen var ved at være slut, gav alle de frivillige highfives og et på gensyn med til alle de farvestrålende børn i deres fine t-shirts, da de drog trætte, men glade ud af hallen.

Tumledagen er et gratis arrangement for børn i alderen 3-6 år (til og med 0. klasse), som kun er muligt at gennemføre ved hjælp af gode sponsorer samt en flok unge frivillige hjælpere, der år efter år tropper op for at give børn og voksne en skøn dag med leg og mulighed for fysisk udfoldelse.

At være en del af så vellykket og succesrig en dag, kan man kun blive glad i låget af, så tusind tak for alle de søde børn og voksne, der var dukket op til en dag i legens tegn.

Ligeledes en stor tak til de unge frivillige hjælpere samt alle sponsorerne, bestående af Kvickly, Ringkjøbing Landbobank, Rindum SU’s støtteforening og Ringkøbing Skilte A/S. I er fundamentet for et vellykket arrangement.

Klik ind og se billeder fra Tumledagen


Husk at følge med på Facebook – søg på ”Tumledag”. Så er du sikker på at få en påmindelse, næste gang vi afholder Tumledag.

Vi ses igen til Tumledag lørdag den 1. november 2025.

 

Sponsorer hos Rindum SU - Tumledag: