Endnu en succes til Tumledag

Endnu en gang blev Tumledag en stor succes, da ROFI-Centret dannede rammen om årets første Tumledag lørdag den 21. februar. En formiddag fyldt med grin, bevægelse og fællesskab, hvor både børn og forældre nød nogle hyggelige timer sammen.

Da klokken nærmede sig 10, begyndte der at danne sig en livlig summen foran døren til hallen hvor børn, forældre og bedsteforældre glædede sig til en hyggelig stund med hinanden. I løbet af formiddagen kiggede omkring 100 glade børn forbi Tumledagen for at lege, hoppe og hygge sig.

Som altid var der gjort ekstra meget ud af aktiviteterne: seje forhindringsbaner, gymnastikredskaber, hoppeborge, oppustelig fodboldbane, snurretoppe og hoppekøer til de mindste. Bordene blev hurtigt fyldt af børn og voksne, der nød en formiddag med leg, samvær, rundstykker, juice, kaffe og kanelkage.

For nogle børn kan en dag som Tumledag dog være ekstra intens. Derfor var der igen i år mulighed for, at Solsikkebørn kunne komme allerede kl. 09.00 og få en rolig og tryg start på dagen.

Da formiddagen rundede af, stod de frivillige klar med highfives og et varmt "på gensyn" til alle de farvestrålende børn i deres flotte t-shirts, som forlod hallen trætte, men meget tilfredse.

Tumledag er et gratis arrangement for børn i alderen 3–6 år (til og med 0. klasse) og kan kun lade sig gøre takket være gode sponsorer og en flok engagerede unge frivillige, der år efter år stiller op for at skabe en dag fyldt med glæde, bevægelse og fællesskab. En dag som denne kan kun gøre én glad helt ind i hjertet – så tusind tak til alle de søde børn og voksne, der lagde vejen forbi.

En stor tak skal også lyde til årets sponsorer: Kvickly Ringkøbing, Ringkjøbing Landbobank, Rindum SU’s Støtteforening og Ringkøbing Skilte A/S. I er med til at gøre Tumledagen mulig.

Vi glæder os allerede til endnu en Tumledag.

Husk at følge med på Facebook – søg på “Tumledag”, Så er du sikker på at få en påmindelse, når vi afholder Tumledag.

Besøg Rindum SU - Tumledag

Tilbage til Forsiden

Hovedsponsor: