« Tilbage

Janne Stengaard kåret som Årets Leder 2016

Skrevet d. 14/04-2016 af:

Hvert år kårer Rindum SU en person - en udøver, træner, leder eller udvalgsmedlem, der har gjort en særlig indsats for foreningen.

Hjertelig tillykke til Janne Stengaard, der er kåret som Årets Leder 2016 med følgende indstilling:


Janne Stengaard er indbegrebet af klubånd. Hun har Rindum SU blod løbende i årene. Janne har været aktiv i klubben i mange år, og er det stadig - både som spiller og som træner. Hun har været træner i klubben i flere år og har haft med mange forskellige hold at gøre.

Hun er med til at skabe en spændende og sjov træning for børnene. Med hendes altid gode humør er hun virkelig vellidt i klubben af både spillere, forældre og andre trænere. Hun er initiativrig og er altid klar med nye ideer. Hun er med til at udbrede holdånden i klubben. Håndbold er også et socialt spil, og det bidrager Janne i høj grad til at gøre det til, både som træner og som spiller på sit eget hold. Hun har altid et smil på læben når man møder hende.

En af de sociale aktiviteter Janne er med til er, at hun tager børnene med til overnatnings-stævner. Det er med til at skabe et enormt sammenhold på årgangen, og det er noget, som børnene værdsætter utroligt meget. Forældrene påpeger også, at både de og spillerne er rigtig glade for Janne som træner og person.

Samtidig er håndbold også et spil for vindere. Et spil, hvor man kan udvikle sig. Janne er en vinder og man kan se på de hold hun træner, at spillerne virkelig rykker sig i positiv retning. Der er altid plads til udvikling samtidig med det sociale sammenhold opretholdes.

Når der skal gives en hånd med i klubben, så er Janne klar. Både på banen og uden for banen. Janne har flere gange hjulpet til ved vores håndboldskole. Men det er ikke kun når håndbolden skal bruge en hånd, at Janne hjælper til. Hun er ikke bange for at give en hånd med i andre afdelinger i klubben.

Janne, du er en ægte ildsjæl. Det er derfor med stor glæde, at jeg kan overrække dig Årets Lederpokal, som en anerkendelse for din store indsats i foreningen. Vi har haft rigtig mange gode år med dig, og vi ser frem til mange flere i fremtiden. Dine sociale såvel som faglige kompetencer er virkelig noget, vi alle nyder godt af.

 På Foreningens vegne,

Torben Nielsen
Formand


Klik ind og se, hvem der tidligere er blevet kåret til Årets Leder i Rindum SU

Denne hjemmeside bruger cookies for at fungere, til brug for trafikmåling og optimering af sidens indhold samt til at målrette markedsføring. Ved at bruge vores side accepterer du brug af cookies til disse formål. Se vores Privatslivspolitik